Fondsmidler Fjandbohus er netop blevet tildelt 400.000 kroner i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje.

Dermed kan det driftige kulturhus i Iglsø nu igangsætte et længe planlagt energirenoveringsprojekt, der skal sikre lavere energiforbrug og bedre faciliteter for husets brugere.

Og det har fået humøret til at stige et par grader hos formand for Fjandbohus Søren Alsbjerg.

- Vi er utroligt taknemmelige for støtten fra Nordea-fonden. Det giver os mulighed for at gennemføre nødvendige energirenoveringer, som ellers ville have været uden for rækkevidde for vores samlingspunkt i den vestlige del af Viborg Kommune, siger formanden.

Formand Søren Alsbjerg deltager selv på det whist-hold, der hver torsdag samles på Fjandbohus. Arkivfoto: Henrik Bagge
Formand Søren Alsbjerg deltager selv på det whist-hold, der hver torsdag samles på Fjandbohus. Arkivfoto: Henrik Bagge

Et levende hus

Med projektet håber Fjandbohus at kunne skabe mere bæredygtige rammer og samtidig bidrage til det lokale fællesskab i Fjends og omegn.

- Ved at energirenovere huset med blandt andet solceller, batteri og en mere effektiv varmeløsning, får vi ikke bare et mere klimavenligt hus. Vi får også et varmere og mere indbydende samlingssted, som flere vil få glæde af året rundt, siger Søren Alsbjerg.

Fjandbohus huser for eksempel Fjends Fotoklub i egne lokaler, en billardklub i kælderen og Iglsø Ældreklub, der hen over vinteren præsenterer foredrag eller musikalske indslag med 60-80 gæster ad gangen.

Her er også hold for sangkor og stepdans, her er en kunstmalerklub og en bogbytteklub, og omkring 15 kortspillere udveksler ugentlige whist-meldinger i godt selskab med kaffen til.

Dertil kommer møder i regi af egnshistorisk forening, menighedsråd og Ældre Sagen, ligesom en hundeklub udstiller på plænen, og borgerforeningen også bruger plænen til arrangementer.

Iglsø Ældreklub arrangerer hen over vinteren foredrag og musik på Fjandbohus som her, hvor musikpædagog og historiefortæller Erik Sommer kom forbi til foredrag og fællessang. Arkivfoto: Henrik Bagge
Iglsø Ældreklub arrangerer hen over vinteren foredrag og musik på Fjandbohus som her, hvor musikpædagog og historiefortæller Erik Sommer kom forbi til foredrag og fællessang. Arkivfoto: Henrik Bagge

100 mio. kroner

Nordea-fonden har uddelt i tæt på 100 millioner kroner til 187 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet.

1276 ansøgninger fordelt på 67 kommuner i alle fem regioner kom ind fra både små og store fællesskaber med fokus på bæredygtighed.

- Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber, siger administrerende direktør i Nordea-fonden Henrik Lehmann Andersen.

Nordea-fonden

Nordea-fonden

  • Nordea-fonden har et almennyttigt formål og støtter projekter, som fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur
  • Renoveringspuljen var åben fra november 2024 til marts 2025, hvor i alt 1276 projekter søgte om støtte
  • Renoveringspuljen uddelte 99,9 mio. kr. til 187 projekter