Erhverv Mortensaften, julefrokost, juleaften, nytårsaften.
Det er næsten ét fedt, hvis man er i køkkenet hos Stoholm Slagter.
- Nu er der ingen vej tilbage, siger slagter Bjarne Lausen om indgangen til årets to sidste måneder.
Da bliver der skruet op for alt hos Stoholm Slagter, ikke mindst travlheden, og første fikspunkt i en travl kalender er mortensaften den 10. november.
Og modsat de andre begivenheder, der indimellem godt kan byde på en nyhed eller to, er mortensaften helt blottet for overraskelser på menukortet.
- Der er intet nyt under solen, slår Bjarne Lausen fast.
Det vil sige, at det handler om and. Og så handler det om hvide og brunede kartofler. Og rødkål. Og svesker og æbler. Og så selvfølgelig den umiskendelige andesovs.
Og har man mod på at køre den ind som en to-retters, kan man også få en portion hjemmelavet risalamande - kogt på lokal jerseymælk, understreger Bjarne Lausen - og kirsebærsauce med.
600 portioner
Apropos and, så kan det ifølge slagteren være en god idé at være rap i vendingen med at få bestilt sin mortensaftens menu.
- Vi plejer vel at sælge omkring 600 portioner, og vi kan nok også trylle lidt flere frem, hvis det skal være, men på et tidspunkt får det jo en ende, siger han.
Da mortensaften denne gang falder på en søndag, kan man bestille sin menu til afhentning enten fredag den 8. eller lørdag den 9. november.
- Det er klar til at varme på 180-200 grader i ovnen, og så selvfølgelig sovsen i en gryde, siger Bjarne Lausen.
Han kan i øvrigt oplyse, at de første julefrokoster allerede er afviklet, og at frekvensen af leveringer dertil nu bare vil stige og stige indtil uge 50, hvor det så bliver juleaften og nytårsaften, det kommer til at handle om.