Restaurant Tidligere på ugen kunne Ali Hussein og hustruen Camilla Madsen endelig byde sultne gæster indenfor i deres nye restaurant »Big Ali's«, der har en central placering på Nørregade i Stoholm.
Den spritnye burgerbar har hjemme i den gamle brugsforenings tidligere domicil, og på åbningsdagen strømmede det ind med lykønskninger og velkomsthilsner til restauratørparret.
- Vi må sige, at vi er blevet taget rigtig godt imod af byen. Folk var flinke til at kigge ind og se, hvordan stedet ser ud, fortæller Ali Hussein.
Udover de fysiske gæster i restauranten, havde han da også rigeligt at se til med de bestillinger, der kom til burgerbaren over telefonen.
- Da vi åbnede klokken 16, modtog vi allerede de første bestillinger, så vi fik hurtigt mere travlt, end jeg havde forventet, beretter han med et grin.
- Jeg har faktisk aldrig hørt en telefon ringe så meget, som den gjorde på åbningsdagen.
Gourmet-koncept
Ali Hussein har tidligere stået som køkkenchef hos Bar' Burger i Skive, og hustruen Camilla Madsen er udlært kok hos Restaurant Strandtangen.
Sammen har de udtænkt konceptet for »Big Ali's« som en burgerbar med fokus på kvalitet og stærke smagsoplevelser.
- Vi bruger Camillas opskrifter på dressing, mayo og hele burgerens sammensætning, forklarer Ali Hussein.
Ingredienserne er derfor også i det store hele hjemmelavet, og resultatet munder ud i en spændende gourmet-burger.
Vanskelig begyndelse
Ali og Camilla havde egentlig drømt om at åbne fredag den 1. marts, men de var nødt til at udsætte åbningen i tre uger, før håndværkerne var helt færdig med ombygningen.
- Det gik ikke helt som forventet, så nu valgte vi bare at åbne for at komme i gang. Og jeg havde aldrig regnet med så mange kunder på en tirsdag, fortæller Ali Hussein grinende.
Inden ombygningen trak ud, havde burgerbarens navn også givet en del at bryde hovedet med.
- Vi kaldte os selv for »Biggie's« i starten, fordi det er mit kælenavn. Så jeg oprettede sider med navnet på sociale medier, men så fik jeg lynhurtigt en besked fra en stor burgerkæde i Indien om, at de havde retten til at bruge dét navn over hele verden.
- Vi måtte finde på nye navne, men alle vores idéer var taget af andre, griner han.
Heldigvis viste det sig, at der ikke var nogen restaurantkæde med navnet »Big Ali's«, så den nye burgerbar i Stoholm er altså et unikum.