ANSIGTSLØFTNING - Vi skal få Birkesø til at være den gode badesø i Viborg Kommune.
Sådan opsummerer Sabrina Tang Geggie de bestræbelser, som er sat i gang omkring det populære sommerudflugtsmål i Fjends. Hun er koordinator for repræsentantskabet for Gammelstrup Borgerforening, som har taget initiativet i samarbejde med borgerforeningen i Stoholm.
Projektet blev skudt i gang med et åbent borgermøde ved Birkesø i juni, og der viste sig at være stor interesse for at fastholde og udvikle søen som et dejligt område, og initiativtagerne lyttede blandt andet til ideer, så de er godt klædt på til at samle og strukturere de ønsker, der er.
- Jeg har selv været i dialog med Viborg Kommune om projektet »Blå støttepunkter«, hvor man kan søge midler til at lave badefaciliteter til gavn for badegæster. Det er der allerede kommet mange flotte ting ud af på andre badesteder i Viborg Kommune, fortæller Sabrina Tang Geggie.
Borgermødet bragte blandt andet ønsker frem omkring selve brugen af søen, adgangen til søen, hele området som sådan, en mere brugbar bro og muligheden for at få en sauna ved søen.
I forhold til sidstnævnte er der allerede gået arbejde i gang med at starte en forening til at drive saunaen. Det formelle omkring foreningen skal på plads på et opstartsmøde i begyndelsen af august, og dermed tydeliggør man også over for Viborg Kommune, at driften er på plads, så kommunen alene skal tage stilling til, om man vil bevilge pengene til at købe saunaen.
Bedre bro på ønskesedlen
Badebroen ved Birkesø er et vigtigt emne. Den nuværende står under vand i op til et halvt år ad gangen, hvilket mere eller mindre gør den ubrugelig i den periode. Et projekt, der skulle hæve broen med 10 cm, var på tegnebrættet i Viborg Kommune, men det er nu sat i bero i forlængelse af borgermødet, da borgerne hellere vil have en permanent løsning, der for eksempel kunne være en flydebro, der kan justere sig selv i forhold til vanddybden.
Sabrina Tang Geggie har været i kontakt med kommunen, som har lovet at inddrage borgerforeningerne i en dialog om, hvordan man bedst løser tingene.
- Der er også forbedringer derude, som vi gerne vil have, der handler om almindeligt vedligehold, for eksempel nogle bord/bænkesæt, der trænger til at blive skiftet ud. Der er også ønsker om flere bænke og flere stier rundt om søen. Den sti, der er nu, er så smal, at man ikke kan gå to ved siden af hinanden eller gå med en klapvogn eller barnevogn, og den cykelsti, der er til søen, er ikke asfalteret og så ringe, at den ikke opfordrer til, at man bruger den. Det kunne også være godt med en større parkeringsplads, så folk ikke laver hasarderede parkeringer på Birkesøvej, påpeger Sabrina Tang Geggie.
Sammen med Hans Peter Fly Løhr fra Stoholm Borgerforening vil hun nu foretage en prioritering i ønskerne, og når saunaforeningen er stiftet, vil de aflevere en prioriteret ønskeliste til Viborg Kommune.