Hjemmepleje Viborg Kommune udruller nu borgernære teams i hele hjemmeplejen.

De første fem hjemmeplejedistrikter har allerede taget hul på opgaven, og de sidste fire går i luften den 1. september i år.

To hjemmeplejedistrikter i Viborg Kommune har 2022-2024 afprøvet forskellige modeller for borgernære teams, og det er på baggrund af disse erfaringer, at kommunen nu er klar til at indføre borgernære teams i hele hjemmeplejen.

Dermed bliver personalet i hjemmeplejen samlet i faste teams, der sammen med borgeren skal finde frem til den bedst mulige hjælp.

Som noget nyt er også en ergoterapeut og en visitator samt en fast fysioterapeut med i teamet.

Det understøtter en faglig koordinering tættere på borgeren - og en hurtigere beslutningsgang.

I tråd med ældreloven

Dermed lægger Viborg Kommune sig i forlængelse af visionerne i den nye ældrelov, der træder i kraft den 1. juli i år, hvor fleksibilitet og frihed er gennemgående værdier.

Konkret betyder det, at medarbejderne sammen med borgeren kan aftale, hvordan hjælpen skal gives med udgangspunkt i borgerens ønsker.

Medarbejderne vil i endnu højere grad arbejde rehabiliterende, så behovet for yderligere pleje måske udskydes, eller så borgeren med tiden kan klare nogle eller alle opgaver selv - enten helt eller delvist.

Det kan for eksempel være at tage et bad eller selv tage tøj på.

Mere fleksibilitet

Medarbejderen aftaler også med borgeren, om nogle opgaver kan løses via en skærm.

Målet er en mere fleksibel hjemmepleje, som giver mere frihed til både borger og medarbejder, og hjælpen kan hurtigere tilpasses efter borgerens ønsker og behov.

Det er samtidig målet, at der kommer færre forskellige medarbejdere i hjemmet.

Hele 2025 arbejder Viborg Kommune på at få medarbejdernes nye opgaver på plads og få de borgernære teams til at fungere.

Borgerne vil mærke ændringerne i større eller mindre grad, alt efter hvor meget hjælp, de får.

Over de næste år vil Viborg Kommune fortsætte med at justere og tilpasse hjemmeplejen ud fra de erfaringer og den tilbagemelding, der kommer fra både borgere og medarbejdere.

Tilfreds formand

Formand for Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg Byråd Johannes Vesterby (V) hilser de borgernære teams velkommen, efter man under forarbejdet har lyttet til ønsker fra kommunens seniorer.

- De har haft et stærkt ønske om en hjælp, der er fleksibel og mere tilpasset det enkelte menneske. Det vil vi gerne imødekomme, og vi arbejder samtidig på, at borgeren mødes af færre og mere kendte medarbejdere i hjemmet, siger Johannes Vesterby.

Han peger også på en sidegevinst ved at være mere selvhjulpen.

- Med flere borgere, der kan klare mere selv, kan vi i højere grad også bruge vores ressourcer på de svageste borgere, siger Johannes Vesterby.

Han understreger samtidig, at borgernære teams ikke er gjort med et fingerknips.

- Vi står midt i en stor og gennemgribende forandring af vores hjemmepleje, og omstillingen vil løbe hen over de næste par år, inden effekterne af de borgernære teams er slået rigtigt igennem.