Kultur Det blev en uforglemmelig aften i fællesskabets tegn, da Fjends Fotoklub for nylig var samlet til kåringen af Årets Billede 2024.

Det oplyser sekretær Torben Adsersen og formand Keld Thomsen.

Den er en begivenhed, som mange af klubbens medlemmer ser frem til, både fordi den er en inspirerende lejlighed til at dele passionen for fotografi, og fordi den traditionelt har gæstedommere på opgaven.

Denne gang gik æren til Kultur- og Fritidsudvalget i Viborg Byråd, og det var repræsenteret ved formand Mads Panny (S) og Sofie Ringgaard Schøning (K).

De tog frygtløst den udfordrende opgave på sig med stor entusiasme og professionalisme og gjorde et imponerende arbejde med bedømmelsen af de mange indsendte billeder, afslører Torben Adsersen.

Deres indsats blev da også mødt med stor anerkendelse, og mange kommenterede efterfølgende, hvordan de havde lagt et stort og grundigt arbejde i vurderingen af billederne.

- Det var en svær opgave, men de løste den til udmærkelse, lyder det fra Keld Thomsen.

Peter Østergårds billede fra landingspladsen i Stenbjerg udstrålede både ro og dynamik og viste hans evne til at fange det perfekte øjeblik, syntes dommerne. Det løb han med andenpladsen for. Foto: Peter Østergård
Peter Østergårds billede fra landingspladsen i Stenbjerg udstrålede både ro og dynamik og viste hans evne til at fange det perfekte øjeblik, syntes dommerne. Det løb han med andenpladsen for. Foto: Peter Østergård

Sammenhold i centrum

Da regnebrættet var gjort op, og spændingen skulle udløses, kunne tre billeder hyldes for deres unikke skønhed og kreative udtryk.

Førstepladsen gik til Ole Kristensen for et drømmende billede fra Sverige, der fangede naturens stille skønhed på en måde, der berørte både dommerne og de øvrige deltagere.

Peter Østergård løb med andenpladsen for at have fanget et imponerende øjeblik på landingspladsen i Stenbjerg. Hans billede udstrålede både ro og dynamik og viste hans evne til at fange det perfekte øjeblik, syntes dommerne.

Tredjepladsen gik til Leif Løndal, der havde begået et smukt og intimt billede fra en tur på stranden med sin hustru. Øjeblikket, som blev foreviget med stor følsomhed, havde både romantik og en stille æstetik, der imponerede dommerne.

Og så blev aftenen endnu en markering af det fællesskab, der kendetegner både Fjends Fotoklub, lokalsamfundet og det lukningstruede kulturhus, Fjandbohus, i Iglsø, hvor klubben holder til.

- Der var en fantastisk opbakning fra alle involverede, og det blev hurtigt tydeligt, at denne aften ikke bare var en konkurrence, men en fejring af det stærke sammenhold, der præger klubben og den vestlige del af kommunen, lyder det fra Torben Adsersen.

Andre brugere af huset, nemlig Fjandbohus' eget kor, indledte således aftenen med smuk sang, der satte en fin stemning og gjorde aftenen endnu mere mindeværdig.

Leif Løndal fik tredjepladsen for et smukt og intimt billede fra en tur på stranden med sin hustru. Øjeblikket, som blev foreviget med stor følsomhed, havde både romantik og en stille æstetik, der imponerede dommerne.
Leif Løndal fik tredjepladsen for et smukt og intimt billede fra en tur på stranden med sin hustru. Øjeblikket, som blev foreviget med stor følsomhed, havde både romantik og en stille æstetik, der imponerede dommerne. Foto: Leif Londal