Friluftsliv Den 30 kilometer lange vandrerute Kalk Kaminoen mellem Stoholm og Skelhøje via Kongenshus Hede er en af de mest populære af de 350 vandrestier, som er etableret af partnerskabet Spor.
Flere end en million mennesker har været ude at gå på de mange stier i løbet af det seneste år, og Kalk Kaminoen er en af de mest benyttede blandt dem, vurderer Spor.
Det er frivillige fra Kalk Kaminoens Venner, der har fået ruten til lokalområdet og medvirker til vedligeholdelsen, og her vækker nyheden glæde.
- Det gør mig stolt. Vi er en mindre gruppe af frivillige, der har arbejdet for at få stien op at køre, og det er lykkedes, siger Bent Poulsen fra foreningen, der selv bor i Skelhøje.

Flere års forberedelse
Efter flere års forberedelse blev ruten indviet i sommeren 2021 med Stoholm og Skelhøje som enten start- eller slutpunkt.
Bent Poulsen mener, at det er det afvekslende landskab med skov- og markveje gennem mose og hede, der trækker folk til fra hele landet.
- Der er mange, der er godt tilfredse med den oplevelse, de får på turen, siger Bent Poulsen.
Den fysiske placering lige ved Hærvejen kan også have stor betydning for det store besøgstal, og de mange mennesker giver øget omsætning hos den lokale købmand i Skelhøje. Både vandre- og cykelruten på Hærvejen går nemlig igennem byen, hvor de kan tage sig en pause, inden de skal videre.
- Så om sommeren sidder her en masse mennesker på bænkene i byen, som enten skal eller har været på Hærvejen eller Kalk Kaminoen, siger Bent Poulsen.
Kalk Kaminoens Venner har stadig nogle mindre tilretninger, de vil lave på ruten, blandt andet ved Daugbjerg.
Partnerskabet Spor blev etableret i 1997 med støtte fra Nordea-fonden, Landbrugslotteriet og Landbrug & Fødevarer.