Erhverv Sidste år ved denne tid havde Kit Bach et helt almindeligt otte-til-fire-job efter i næsten et kvart århundrede at have solgt henholdsvis tøj og møbler i detailbranchen.
Den 1. oktober 2022 overtog hun delikatesseforretningen Best by Henriette i Stoholm, og siden har intet været det samme.
Hun har haft travlt, men det er kun positivt, understreger Kit Bach, nu hvor hun kan gøre status efter det første år som selvstændig erhvervsdrivende.
- Det har taget de fleste af mine vågne timer plus nogle af dem, hvor jeg burde have sovet. Men det er jo sådan, det er. Der går mange timer med det, siger Kit Bach.
Vildt og megafedt
Det indebærer dog ingen fortrydelser, for hun har fundet sin rette hylde, understreger hun.
- Det har været vildt, men det har også været megafedt. Jeg har ikke fortrudt en dag. Tværtimod bliver jeg kun mere og mere glad for det, siger hun.
Hun er dog ikke sen til at dele rosen for, at det har kunnet lade sig gøre for hende at blive en af dem, der forsøder vores tilværelse med lidt af det, der lige gør den sidste forskel.
- Der har været en fantastisk opbakning fra både kunder, medarbejdere og ikke mindst mit bagland lige fra mand og børn til svigerinde og mor, og det har bare gjort det hele meget nemmere for mig, siger Kit Bach.
Kunderne er i stort omfang blevet hængende, fra dengang butikken blev drevet af Henriette Nielsen, og så er der også kommet en del nye Kit-kunder til.
- Jeg har i hvert fald ikke skræmt de gamle kunder helt væk, og de er generelt meget interesserede i, at butikken består, siger Kit Bach, der også gerne laver lidt larm på diverse messer og selv holder små events med gæster og prøvesmagninger.
Flere events venter
Og den slags vil der kun blive mere af. Hun har nemlig et rum ovenpå butikken, der kan bruges til lidt af hvert, og hun barsler med sin første vinsmagning, der allerede er booket fuld.
- Det er planen, at der skal ske noget deroppe, og hvis det går godt med den første smagning, vil der ikke blive så langt imellem dem, for der har været stor efterspørgsel på den slags, siger Kit Bach.
I anledning af étårs fødselsdagen får Kit Bach fredag besøg af nogle af de faste leverandører, der i butikken vil præsentere lækkerier for kunderne inden for blandt andet rom, supper, mayo, dressing, krydderier og søde sager.
- Og så er det faktisk også butikkens 12 års fødselsdag, og det er jo også værd at markere, siger Kit Bach med tanke på Henriette Nielsen, der startede Best by Henriette op fra ingenting på en anden adresse i Vestergade tilbage i 2011.