Støtte Der var godt nyt i postkassen flere steder i Fjends Folkeblads dækningsområde, da Norlys Vækstpulje Midt i april delte millioner ud til sociale og grønne initiativer fra første ansøgningsrunde i 2025.
I Ørslevkloster har idrætsforeningen fået 127.010 kroner til en opgradering af Ørslevkloster Stadion.
Også Bøstrup Forsamlingshus i nærheden er blevet betænkt med 73.000 kroner til en varmepumpe og isolering af gulv.
I Virksund har sejlklubben fået 30.000 kroner til anskaffelse af en ny bæredygtig og vedligeholdelsesfri flydebro.
Og i Kvols ved Hjarbæk Fjord har forsamlingshuset fået 28.950 kroner til at etablere solceller.
På den anden side af Nordfjends er der blevet givet 85.000 kroner til en industriovn og energibesparende indendørs og udendørs belysning til Stårup Forsamlingshus.
KFUM-spejderne i Bruddal Gruppen i Højslev Kirkeby har fået 28.256 kroner til klatreudstyr.
Og så har Mønsted Ældreklub fået 7500 kroner til at producere et program for klubbens aktiviteter.
Næste gang, der er frist for at søge støtte fra Norlys Vækstpulje i 2025, er den 23. maj klokken 12.