Nekrolog Det var et af de store træer i skoven, der faldt, da Henning Karlsen, Stoholm, den 25. juni sov stille ind i en alder af 88 år.
Det gælder i sagens natur for den nære familie, men det gælder i næsten lige så høj grad for den udvidede familie, som er Stoholm Idrætsforening.
Her har ingen sat større aftryk på hjerteklubbens fodboldafdeling, end Henning »Gamle« Karlsen gjorde, siden han i første halvdel af 1960'erne blev lokket til klubben fra Løgstrup.
Dengang spillede Stoholm IF i en lidt anden størrelse fodboldstøvler end nutidens hold i serie 4, og med oprykning til 3. division i 1966 tilbragte den lille klub tre år i rampelyset med kampe mod klubber som Vejle, AGF og ikke mindst Skive og Viborg, der trak mange tusinde tilskuere til lægterne i Stoholm.
Så stort var talentet hos den mureruddannede Karlsen, at en murermester i Stoholm tilbød ham et job for at komme til byen og spille fodbold, og det blev starten på et gensidigt kærlighedsforhold mellem klub og mand, som aldrig svækkedes, og som generation efter generation i Stoholm IF siden nød godt af.
Byggede selv sit hus
Henning Karlsen blev født den 3. januar 1937, og efter endt skolegang blev han uddannet murer, mens han boede i Løgstrup.
Han fandt sit livs kærlighed i Linda, som han blev gift med den 15. april 1963, og da fodbold og arbejde trak parret til Stoholm, byggede han i 1965 selv det hus på Odinvej, som lige siden har været familiens hjem.
Han var også med til at bygge nyt klubhus for fodboldklubben på Stadionvej, og da stadion siden flyttede til sin nuværende placering i Søndergade, hjalp Henning Karlsen også med at bygge tribunen der.
Parrets børn husker et hjem med masser af liv og mange gæster, og Henning Karlsen elskede fester, ikke mindst når dans var en del af løjerne. De var også meget glade for at campere og gjorde det i mange år.
Undervejs blev Henning Karlsens arbejde som murer vekslet til hyrer som både ølkusk og skraldemand, og han har også været på knæ for Fjends Kommune for at lægge fliser.
Efter børnene flyttede hjemmefra, var deres far altid klar med en hjælpende hånd, hvis det ene eller andet projekt krævede det, og det samme gjorde sig gældende for venner og ikke mindst Stoholm IF.
Klubmand No. 1
Henning Karlsen forblev aktiv fodboldspiller, helt indtil han var 55 år, men længe inden da var han også begyndt at tage del i foreningsarbejdet i Stoholm IF.
Til sent i livet fortsatte han ufortrødent med at give til klubben som både træner, holdleder og bestyrelsesmedlem, og de sidste mange år tog han det også på sig at vaske kamptrøjer for klubbens hold.
Ifølge formand for Stoholm IF Fodbold Anders Jakobsen var han indbegrebet af frivilligt og ulønnet arbejde, og han betegner »Gamle« Karlsens kærlighed og dedikation til klubben som betingelsesløs og uformindsket til det sidste.
Det blev i 1996 belønnet, da han i forbindelse med Stoholm IF's 75-års jubilæum blev udnævnt til æresmedlem, og en endnu større hæder tilfaldt ham, da fodboldklubbens kampbane siden fik navnet »Karlsen Arena«.
- Det var en frygtelig stor ære, lød det stille fra en ydmyg Henning Karlsen, da Skive Folkeblad i 2021 satte ham stævne i forbindelse med Stoholm IF's 100-års jubilæum.
Da hans kære hustru døde i august 2022, tog det meget hårdt på Henning Karlsen, og det tab kom han sig ifølge børnene aldrig rigtig over.
Ikke desto mindre forblev han trofast mod den klub, der blev hans anden store kærlighed i livet, og helt ind i den netop overståede forårssæson var han fast inventar til alle klubbens hjemmekampe på det stadion, der var døbt i hans navn.
Henning Karlsen efterlader sig fem børn med familier.