Detailhandel Det var godt nok en tøjbutik, Bente Antonsen Jensen torsdag den 28. september (gen)åbnede, men på dagen kunne det lige så vel have været en blomsterbutik eller en delikatessebutik med sprut og søde sager.

Så stor var strømmen af gaver til indehaveren af Butik Bente, at hver en hyldeplads i de nye, rummelige lokaler på torvet i Stoholm var fyldt med erkendtligheder fra nær og fjern.

- Prøv lige at se alt det der står her rundtomkring. Det er jo helt vildt , lød det næsten stakåndet fra Bente Antonsen Jensen, mens hun slog ud med armen.

Og sådan havde det faktisk været hele dagen, kunne hun berette, da avisen kiggede forbi hen på eftermiddagen, lige da hendes svoger, Egon Jensen, som så mange andre dukkede op med en flaske og ønsket om god vind i de nye omgivelser.

- Vi har været i fuld sving, lige fra vi åbnede, så det har bare været fantastisk, sagde Bente Antonsen Jensen, der havde ekstra hjælp på i dagens anledning.

Det var dog ikke kun torsdag, der havde været knald på. Hun havde nemlig kun givet sig selv en lille uge til at komme på plads i de nye lokaler, efter hun havde sidste åbningsdag i de gamle lokaler fredagen før.

Og selv om hun blot skiftede adresse til nabohuset i Nørregade, havde det været nogle lange dage og aftener med at få alt med over og derefter få sig indrettet til genåbningen.

Adressen bliver fremover et butikskollektiv med optiker Per Juel, der allerede var der i forvejen, og klinisk kosmetolog Regina Kristensen, der i løbet af et par uger flytter ind på førstesalen med firmaet RK Wellness & Beauty.

Ikke blot gavebordet bugnede, da Bente Antonsen Jensen genåbnede sin Butik Bente i nye lokaler. Hver en tom hyldeplads blev i løbet af dagen dekoreret med en flaske eller en blomst. Foto: Henrik Bagge
Ikke blot gavebordet bugnede, da Bente Antonsen Jensen genåbnede sin Butik Bente i nye lokaler. Hver en tom hyldeplads blev i løbet af dagen dekoreret med en flaske eller en blomst. Foto: Henrik Bagge