Foredrag Landet over er 80-året for befrielsen netop blevet markeret, og for mange var det sikkert nyt, at en del af det efterfølgende retsopgør udspillede sig lige uden for Viborg.

Fra 1946 til 1949 blev der således henrettet 16 personer i skoven ved Undallslund på Skivevej lige vest for Viborg.

Der er ikke så mange tilbage til at fortælle om det, men en af dem er Per Harritz, Nr. Søby, fra Politihjemmeværnskompagni Skive-Krabbesholm.

Den tidligere Stoholm-dreng var syv år gammel, da anden verdenskrig sluttede, og har personligt kendt flere af de modstandsfolk, der i dag ligger på kirkegården i Stoholm.

Han vil onsdag den 21. maj holde foredrag i Undallslund Skov om disse og andre lokale begivenheder relateret til anden verdenskrig.

Man mødes klokken 19 på Undallslund Rasteplads og går i samlet flok til henrettelsespladsen, hvor foredraget foregår.

Per Harritz opfordrer på forhånd til at tage en termokande kaffe og eventuelt en stol med.

Han står i øvrigt stadig til rådighed for foredrag om »Stoholm-gruppen«, som han kalder den, selv om betegnelsen »Birkesø-gruppen« lige så tit anvendes i arkiverne.