Skills Hun gjorde det allerede fremragende sidste gang, hvor hun endte lige udenfor podiet, og denne gang føler hun sig rustet til at løbe med det hele.
Tilde Teglgaard Lund, der lige er fyldt 19 år og er i lære som gourmetslagter hos Stoholm Slagter, skal igen til DM i Skills, og da det denne gang er sidste chance, sætter hun ikke sit lys under en skæppe.
Hun vil gerne have metal med hjem, og når vi alligevel er i gang, kan det lige så godt blive det ædleste af slagsen.
Ambitionsniveauet er nemlig hævet siden sidst, og ifølge hendes mester er der ikke andet end førstepladsen, der tæller nu.
- Vi kan lige så godt være ærlige og sige, at vi går benhårdt efter sejren, siger Michael Søndergaard fra Stoholm Slagter.
Og det er altså ikke bare en fiks idé, han selv har fået i et øjebliks vildfarelse.
- Den er jeg helt med på. Det er vi enige om at gå efter, og så må vi jo se, om det også bliver en realitet, siger Tilde Teglgaard Lund.

Det er nu, det sker
Hun pointerer, at der er tale om en marginalsport, hvor meget kan gå galt, og hun vil ikke afvise, at hun også kan blive glad for en af de andre pladser på podiet.
Men hvor det sidste gang handlede om at være med og suge erfaring til sig, handler det nu om at vinde.
- Tilde er selvfølgelig blevet et år ældre og er nu næsten samme sted henne, som konkurrenterne er, siger Michael Søndergaard.
Dermed henviser han til, at hans elev sidste år var yngste deltager og eneste førsteårs lærling i feltet. Der er dog stadig nogle, der er længere, end hun er. Ja, faktisk færdigudlærte, da de har kvalificeret sig, inden deres svendeprøve.
Og i princippet burde Tilde Teglgaard Lund også have endnu en chance til næste år inden sin egen svendeprøve, men i 2025 er DM i Skills afløst af EuroSkills, der holdes i Herning, og der er slagterne ikke med.
Så summa summarum: Det er nu, det sker, så det er med at gribe chancen.

Hviler i sig selv
Michael Søndergaard kan som mester sagtens mærke den udvikling, der er sket med Tilde Teglgaard Lund siden sidste år.
- Hun har hele tiden været dygtig, men der er knap så mange nerver på, som der var sidste år. Hun hviler mere i det nu, fordi hun helt nøjagtigt ved, hvad der skal foregå, siger hendes mester.
Han henviser til de skolemesterskaber, der fandt sted i efteråret som kvalifikation til DM i Skills, hvor Tilde Teglgaard Lund vandt på sin egen skole i Aalborg.
- Da var hun også meget mere selvsikker, fordi hun havde prøvet det en gang før, siger Michael Søndergaard.
Den større erfaring gør det også nemmere nu at lægge en plan og zoome ind på at træne specifikke færdigheder, efter disciplinerne til DM i Skills for nylig blev offentliggjort.
Der bliver en treretters scoremiddag, der bliver noget takeaway, hvor deltagerne selv skal være kreative, og der bliver noget smørebrød med nytænkning i højsædet.
Og det er alt sammen noget, Tilde Teglgaard Lund kan nikke genkendende til.
- Det er meget det samme som sidste år, og det er vældig fint. Det skal jeg nok komme i mål med, tænker jeg.

Skal piske en stemning op
Som sidste år bliver der også en disciplin med optræden på en scene, hvor man med påmonteret mikrofon skal føre et stort publikum igennem, hvad man laver, og hvorfor man gør, som man gør.
- Det er for at presse dem lidt, siger Michael Søndergaard.
Opgaven til den disciplin har deltagerne allerede fået, og Tilde Teglgaard Lund skal på ti minutter forsøge at piske en stemning op ved at røre en mayonnaise for åben mikrofon.
- Så får de karakter fra 1 til 5, og det er ligesom i Vild med Dans, hvor dommerne hæver et skilt. Sådan er det faktisk i alle disciplinerne, siger Michael Søndergaard.
Sidste år skulle Tilde Teglgaard Lund stege en bøf for åben mikrofon, og hun indrømmer, at det er en smule grænseoverskridende på den måde at optræde som tv-kok.
- Men jeg håber, det går. Det gjorde det da sidste år, lyder det roligt.
Tilde Teglgaard Lund tager den 17. april til Roskilde, hvor der er finale den 20. april.