Natur Det var knastørt på en af årets varmeste dage, da et nyt, stort vådområde på 65 hektar søndag den 18. juni 2023 blev indviet på en eng ved Jordbro Å vest for Daugbjerg.

Det skete, efter at HedeDanmark, der i øvrigt siden den 1. oktober 2024 har heddet Dalgas, havde været i gang ved Daugbjerg siden sommeren 2022 med omfattende ændringer af landskabet til følge.

Indvielsen var mange gæster mødt op til, og mens det på dagen var tilforladeligt at følge en guide rundt i området i kondisko og forcere de små vandløb med et gelinde, lille hop, er det nye vådområde ikke helt så gæstfrit på andre tidspunkter af året, når nedbør har sat ind.

Derfor havde tre lokale foreninger i 2024 søgt »Puljen til udviklingsprojekter i mindre byer og landdistrikter« under Viborg Kommune om midler til at etablere en vandresti gennem vådområdet, og det kastede for nylig det fulde beløb på 768.338 kroner af sig.

- Det var vi glædeligt overraskede over, og vi er meget taknemmelige for det, for det gør jo, at vi formentlig er i stand til at få det projekt, som vi gerne vil have, siger lokale Anne Kirstine Hansen, der som sekretær i Kalkkaminoens Venner har været med til at udfærdige ansøgningen.

Det planlagte stisystem gennem vådområdet ved Jordbro Å vest for Daugbjerg er her tegnet ind med blå plankestier, brune træbroer og de gule, tinglyste stiforløb med fugletårn og bord-/bænkesæt på den yderste forpost. Illustration: Viborg Kommune
Det planlagte stisystem gennem vådområdet ved Jordbro Å vest for Daugbjerg er her tegnet ind med blå plankestier, brune træbroer og de gule, tinglyste stiforløb med fugletårn og bord-/bænkesæt på den yderste forpost. Illustration: Viborg Kommune

God hjælp af kommunen

Det er nemlig Kalkkaminoens Venner, der i fællesskab med Daugbjerg Borgerforening og Foreningen Daugbjerg Minilandsby og Gl. Vandmølle har søgt om midler til en offentligt tilgængelig sti gennem området.

Der er som udgangspunkt tale om en trampesti gennem en mangfoldig og fin natur, hvor der sine steder vil være brug for plankestier og træbroer for at kunne holde sig tørskoet.

Der er også tænkt på klap-låger for at holde afgræssende kreaturer inde, infotavler om stisystem, flora og fauna, et bord-/bænkesæt samt et lille fugletårn på cirka to meter i både bredde, dybde og højde.

Man har allerede, inden ansøgningen blev imødekommet, haft hjælp af skov- og landskabsingeniør ved Viborg Kommune Carina Pilgaard til at udarbejde forslag til stiens forløb og indhold, og siden har man yderligere mødtes med Viborg Kommune, der vil være behjælpelig med de nødvendige tilladelser.

- Det var et godt møde, og vi har i det hele taget haft et rigtig godt samarbejde med kommunen, så vi regner med, at vi får de tilladelser hjem, siger Anne Kirstine Hansen.

Den slags tager tid, men initiativgruppen håber, at selve arbejdet med at anlægge stien kan gå i gang til sommer, så stien muligvis kan tages i brug tidligt efterår 2025.

Det bliver Klints Landbrug og Haveservice fra Mønsted, der kommer til at anlægge stien, der på sine træpassager får gode, langtidsholdbare materialer i form af eg, robinie eller douglas i stedet for letforgængelige materialer, der skal skiftes ud efter få år.

- Vi glæder os til, at det bliver en realitet, ikke bare på vegne af lokalbefolkningen, men også for de mange mennesker, vi i forvejen ser på Kalkkaminoen, som jo løber lige forbi, siger Anne Kirstine Hansen.

Det nye stiforløb på to-tre kilometer, alt efter hvor meget man tager med, bliver ikke en del af selve den 30 kilometer lange Kalkkamino mellem Stoholm og Skelhøje, men er tænkt som en af flere sløjfer på den, som man lige kan tage med, hvis man har gode ben.

Projektleder og agronom Keld Schrøder-Thomsen fra Natur og Vand i Viborg Kommune gik i forvejen og trampede en sti, da han var guide gennem det nye vådområde ved indvielsen den 18. juni 2023. Nu bliver planerne om at etablere et officielt stiforløb gennem vådområdet realiseret. Arkivfoto: Anne Kirstine Hansen
Projektleder og agronom Keld Schrøder-Thomsen fra Natur og Vand i Viborg Kommune gik i forvejen og trampede en sti, da han var guide gennem det nye vådområde ved indvielsen den 18. juni 2023. Nu bliver planerne om at etablere et officielt stiforløb gennem vådområdet realiseret. Arkivfoto: Anne Kirstine Hansen

Vandløb ført tilbage

Anlæggelsen af vådområdet forventes at reducere den årlige udledning af kvælstof til Hjarbæk Fjord med 4,1 tons om året, mens man samtidig binder yderligere anslået 239 tons CO2 om året ved at dække tørvejorden med vand.

Men ud over at rense vandet for kvælstof, har det nye vådområde som sidegevinst også en række andre naturforbedrende elementer.

Med gennemførelse af projektet er i alt 3,5 kilometer af vandløbene Præstegårdsbækken og Jordbro Å blevet ført tilbage til et mere terrænnært og naturligt forløb, mens der ikke længere er kanaliserede dybe vandløb i projektområdet.

Der er også lagt store mængder gydegrus og sten ud i vandløbene for at give de bedst mulige forhold for fisk og smådyr.

I Præstegårdsbækken var der en gammel, nedslidt fisketrappe ved møllesøen, men her er vandløbet lagt om til et nyt forløb på engen, så der nu er helt fri passage for fiskene op i Præstegårdsbækken.

Grøfter er nedlagt, og vandstanden i området er generelt hævet.

Dræn fra de omkringliggende marker er ført til overrisling i engene i stedet for at løbe direkte ud i vandløbet, og mod nord i projektområdet er der dannet et større moseområde og en lavvandet sø.