Erhverv Han har aldrig arbejdet som kloakmester, og alligevel blandede han sig i topstriden, da DM i kloak i weekenden 25.-26. januar blev afviklet under Kloakmessen 2024 i Fredericia.
Frank Thorup Hansen fra Løgstrup løb således med femtepladsen foran en række praktiserende kloakmestre, selv om han stillede op som halvamatør i forventning om at blive nummer klat.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Kloakmessen.
Frank Thorup Hansen er til daglig entreprenørkonsulent og salgsmand hos byggevarefirmaet AO, hvor han sælger kloakgrej, men selv om han ganske vist også er udlært kloakmester, er han ikke vant til på den måde at være i jorden.
Han havde derfor med egne ord regnet med at »få bank i sandkassen«, men da det gjaldt, gravede han dybt og fandt alt det, han havde lært, så det altså rakte til en flot femteplads.
Med for sjov
Når Frank Thorup Hansen for et par år siden tog en kloakmestereksamen, var det for at opnå en bedre dialog med kunderne, som er professionelle kloakmestre, og det var lidt for sjov, at han i år stillede op i ædel kappestrid med gode kunder og kolleger.
I stedet stak det helt af for ham, da han helt uventet, også for sig selv, præsterede kloakarbejde af så høj kvalitet, at det rakte til en samlet top 5 blandt alle profferne.
Vinder af konkurrencen blev Jesper Kure fra Hillerød, der også i 2020 kunne trække sig sejrrigt ud af DM i kloak, som afholdes hvert andet år i forbindelse med Kloakmessen i Fredericia.
