Erhverv Hun var egentlig glad for at være der, hvor hun var, i Østergade i Stoholm.
Men under et besøg hos Nina Guldhammer i Si-Ki Garn, ramte det klinisk kosmetolog Regina Kristensen, hvor velegnet lokalerne på førstesalen af adressen Nørregade 1 ville være til hendes egen klinik, RK Wellness & Beauty.
Hun slog det i første omgang hen, da Nina Guldhammer i februar flyttede sin garnforretning til Viborg, for det samlede butiksareal var alt for stort, men da hun hørte, at Bente Antonsen Jensen angiveligt ville flytte sin Butik Bente over på torvet i Si-Ki Garns gamle lokaler, tændtes et lys igen.
- Jeg tænkte: »Er der mon plads til, at jeg kan være der også?« Det var der, så jeg fik et møde her med udlejeren, og jeg tror, det var den hurtigste aftale, jeg nogensinde har lavet. Det skulle bare være mit, griner Regina Kristensen.
Har haft første kunde
Lokalerne var mere eller mindre klar til at flytte ind i, så det er gået hurtigt for Regina Kristensen, der allerede havde sin første kunde på den nye adresse torsdag den 5. oktober, blot en uge efter, at Butik Bente åbnede nedenunder.
- Jeg er simpelthen så glad for det, og jeg synes, jeg har fået mig godt indrettet, selv om der sikkert bliver lavet om på noget af det. Når man flytter ind et nyt sted, skal det lige have lidt tid, inden man kan mærke, om det hele står, som det skal, filosoferer hun.
Men plads er der under alle omstændigheder kommet mere af, og med alt loft til kip virker lokalerne også meget større end blot de ekstra kvadratmeter.
Hul i gulvet
Og så er klinikken spækket med hyggelige og finurlige detaljer som synlige loftsbjælker og ikke mindst et stort hul i gulvet, der er belagt med en tyk glasplade, hvor der før gik en spindeltrappe op til førstesalen, da en bank holdt til på adressen.

Gennem glaspladen, der ifølge Regina Kristensen kan bære otte mennesker, kan man kigge direkte ned til de fællesarealer, hun deler med tøjhandler Bente Antonsen Jensen og optiker Per Juel, som omfatter køkken, frokostrum og toilet.
Hertil er der også adgang fra en bagindgang, som ligger i gyden mellem Nørregade 1 og Nørregade 3, og den kan kunder benytte, hvis de for eksempel har booket en aftale klokken 8 om morgenen, inden Butik Bente åbner.
Opgraderer sig selv
Regina Kristensen er lægeeksamineret klinisk kosmetolog, og firmaet RK Wellness & Beauty startede hun i det små i 2014 på hjemmeadressen nord for Stoholm, inden hun i 2021 lejede et lokale hos akupunktør Sinna Maagaard i dennes klinik i Østergade.
Hun har under indretningen på den nye adresse efterladt en tom væg, hvor alle hendes diplomer skal være, når ellers hendes mand får tid til at hænge dem op. Og det kan godt blive et omfattende arbejde, for der er mange af dem, og der kommer hele tiden nye til.
- Jeg synes, jeg har et bredt udvalg af behandlinger, men der sker hele tiden nyt i vores branche, og når der kommer nye produkter til, skal man på kursus igen for at lære at bruge dem, og det gør jeg gerne, siger Regina Kristensen.
I klinikken tilbyder hun blandt andet massage, kropsbehandlinger, voksbehandlinger og ansigtsbehandlinger, mens hun også klarer bryn, vipper og negle. Som noget nyt sælger hun nu også lidt ansigtsprodukter fra det, hun kalder »Grøn Serie«.
