Kultur Kulturinstitutionen Flyfabrikken i Fly fortsætter som regionalt spillested det kulturelle samarbejde med Paletten i Viborg, og dermed er fire nye koncerter i pipeline til det intime spillested Luftrummet.
Det oplyser Rasmus Johansen fra Flyfabrikken.
Først på plakaten er Solsort den 7. februar, og den 7. marts er det Stringflip, der giver koncert.
Den 30. maj lægger ingen ringere end Sys Bjerre vejen forbi Luftrummet, og den 24. oktober er det så Vilma, der runder 2025-sæsonen af.
Med Solsort er der tale om poetisk, nordisk folk-pop, og der lægges fra arrangørside op til en magisk aften med et inspirerende band, der blander nordisk musiktradition med deres egne originale kompositioner.
Med smukke klange fra cello, lap steel og strengeinstrumenter skaber de en helt særlig musikalsk stemning.
Det betyder smukke fortolkninger af danske klassikere som »I Danmark Er Jeg Født«, »Jeg Ved En Lærkerede« og »Sig Nærmer Tiden«.
Det betyder også originale sange skrevet og fremført af Betina Følleslev, der i 2016 blev nomineret til en DMA Folk som årets sanger.
Og særligt denne aften betyder det også en unik gæsteoptræden af M.C. Hansen, der tidligere selv ad flere omgange har givet koncert i Luftrummet og slutter sig til bandet på scenen.
Stringflip er en DMA-nomineret kvartet, der forener nordisk og keltisk folkemusik med en smittende energi og spilleglæde, der med violiner, cello og cittern tager dig med på en musikalsk rejse, hvor sprudlende grooves blandes med stille, stemningsfulde øjeblikke.
Stringflip egner sig efter sigende både til lytning og en svingom.
Sys Bjerre lægger vejen forbi Flyfabrikken på en længe ventet turné efter nogle års pause.
Hun er nu tilbage med masser af nye sange, livshistorier og energi, der vil fylde Luftrummet med grin, eftertænksomhed og en god portion musikalsk magi.
Sys debuterede med det ikoniske album »Gør det selv« og det store hit »Malene« i 2008, og siden har hun rørt danskerne med sin evne til at beskrive livets små og store øjeblikke gennem musik og tekst.
Nu er hun klar til igen at møde publikum, og hun medbringer guitaristen Mads Reinhold.
Bag kunstnernavnet Vilma gemmer sig 26-årige Marie Vilsbøll, som i dag bor i Aalborg, men oprindeligt kommer fra landsbyen Resenstad uden for Struer.
Hun skriver selv sine sange, som man fik at høre på hendes første dansksprogede album med titlen »Kærlighedserklæringer« fra 2023.
Kærlighedserklæringerne omfattende blandt andet hendes fødeegn, som berøres i sangen »Vuggende, bølgende eng« om længslen og kærligheden til hjemstavnen.
