Erhverv Bag et af skrivebordene i revisionsfirmaet Dahl, Rask og Partnere i Vestergade i Stoholm sidder Jens Ole Dahl.

Hver formiddag møder han ind og passer omhyggeligt sin kundeportefølje, og det har han nu gjort i 50 år.

I 1973 etablerede han revisionskontoret, og den 20. oktober kan han sammen med sin søn, Frans Dahl, som overtog virksomheden i 2004, invitere til revisionsfirmaets og sit eget 50-års jubilæum.

Jens Ole Dahl er altså en særdeles rutineret talknuser, men for ham handler arbejdet som revisor om meget mere end de to streger under et resultat.

Det vigtigste er, for far som søn, den sparring og rådgivning, de giver deres kunder. Som mellemstort revisionsfirma er den tætte kontakt til kunderne nemlig i højsædet, og de stiller skarpt på, hvad der skal til for at forbedre næste års resultat i kundernes virksomheder.

Det lå egentlig ikke i kortene, at Jens Ole Dahl skulle være revisor. Han er født og opvokset på landet, tog en uddannelse som driftsleder på Kærehave Landbrugsskole på Sjælland og fik job på en gård i Norge.

Han drømte om at købe sit eget sted, men dengang som nu krævede det masser af penge, og dem havde han ikke. I stedet tog Jens Ole Dahl nogle velvalgte omveje, som bragte ham i mål – om end på en anden måde.

Han supplerede uddannelsen og blev jordbrugsteknolog fra Nordisk Landbrugs Akademi i Odense. Det gav ham ansættelser indenfor landbrugets organisationer, i første omgang som regnskabskonsulent ved de Langelandske Husmandsforeninger og efterfølgende ved Landboforeningen i Holstebro.

Ved siden af knoklede han og tog også eksamen til registreret revisor. Dermed var vejen banet for at starte op som selvstændig, ikke som landmand, men som revisor med særlig indsigt i landbrugsøkonomi.

På det tidspunkt var privatøkonomien det, Jens Ole Dahl selv betegner som »nogenlunde i orden« og investeringen overkommelig. Han købte sig en god stol og en regnemaskine og åbnede Stoholm Revisionskontor.

Jens Ole Dahl startede op med én kunde. Antallet voksede dog hurtigt, da der blev indført et lovkrav til virksomheder om at føre regnskab. Allerede efter et år blev den første kontormedarbejder ansat og året efter fulgte endnu en.

Da han trygt overdrog firmaet til sønnen Frans Dahl i 2004, var medarbejderstaben oppe på ni yderst stabile medarbejdere. Og det er netop ét af kendetegnene ved firmaet. Medarbejderne holder ved, og der er blevet fejret mange jubilæer gennem årene.

Med Frans Dahl ved roret fulgte nye udvidelser. En af de væsentlige ændringer var, at Thomas Rask, som i sine unge år var lærling på revisionskontoret, blev medindehaver af firmaet med det nuværende navn Dahl, Rask og Partnere, som har 15 medarbejdere og to adresser i henholdsvis Stoholm og Jebjerg.

Jens Ole Dahls drøm om en gård gik senere i livet i opfyldelse, da han sammen med sin nu afdøde hustru, Bente, købte Fløjgaard i Lånum, hvor han stadig bor og er aktiv hobbylandmand.

Det er ikke alle forundt sådan at kunne fejre livsværket sammen med sin søn, og det bevæger da også revisoren. Jens Ole Dahl ser med glæde tilbage på de mange år, men også fortsat frem til hver dag på kontoret.

Her træffes han bedst om formiddagen, og altid til formiddagskaffen, for som han siger: »Pensionsalderen er for længst indtrådt, så lidt fordele må man jo have«.

50-års jubilæet fejres med en reception for nuværende og tidligere kunder med tilknytning til Jens Ole Dahl, samt for nuværende og tidligere personale, venner og forretningsforbindelser fredag den 20. oktober klokken 13-16 på revisionskontoret i Stoholm.