Politik Partiet Velfærdsdemokraterne så sidste sommer dagens lys, da fire byrådsmedlemmer i Viborg brød ud ad den socialdemokratiske byrådsgruppe og dermed blev et større parti end det, de forlod.
Og nu har Velfærdsdemokraterne vist sig at være en lille eksportsucces.
Først var det i Tønder Kommune, at 2. viceborgmester og socialudvalgsforkvinde Barbara Krarup Hansen ønskede at stifte en lokalafdeling af Velfærdsdemokraterne, efter tidligere på året at have forladt Socialdemokratiet.
Og nu har også et byrådsmedlem i det sjællandske meldt sig under fanerne. Det er Christina Birkemose i Faxe Kommune, der allerede i 2022 forlod Socialdemokratiet for at stifte Haslev/Faxe-listen sammen med endnu et par frafaldne socialdemokrater.
- Samarbejdet med Velfærdsdemokraterne i Viborg og deres søsterafdeling i Tønder giver ny energi og nye muligheder. Vi udvikler politik med respekt for lokale forskelle, men med fælles værdier i ryggen, siger Christina Birkemose.
Velfærd og landdistrikter
Velfærdsdemokraterne har især slået sig op på et styrket fokus på den borgernære velfærd og de landdistrikter, der i stigende grad føler sig reduceret til arealer, man kan plastre til med store energiparker.
Den kombination kan Haslev/Faxe-listen altså også se sig selv i, og det glæder i sagens natur Mette Nielsen, Velfærdsdemokraternes gruppeformand i Viborg Byråd, der betegner samarbejdet som »et stærkt og værdibaseret arbejdsfællesskab«.
- Vi er utroligt stolte af, at det politiske projekt, vi har skabt her i Viborg, nu inspirerer og vækker genklang langt ud over kommunegrænsen. Vi har ramt noget, som andre kan spejle sig i, og det forpligter, siger Mette Nielsen.
I Viborg Byråd er Velfærdsdemokraterne p.t. den tredjestørste gruppe bestående af gruppeformand Mette Nielsen, Birthe Harritz, Marianne Aaris Andersen og Birgith Langballe.