Motion I Fjendsløbets 42. udgave tirsdag den 13. maj er alt ved det gamle. Og dog.
For med det kommende Royal Run i Viborg den 9. juni er det traditionsrige motionsløb i Sparkær et oplagt løb for nye motionister, der skal have testet benene i et rigtigt løb inden den store dag.
Fjendsløbet er i øvrigt tilbage på sin faste plads i kalenderen den anden tirsdag i maj efter en afstikker til den første tirsdag sidste år på grund af kloakarbejde i byen.
Det er ét af hele tre motionsløb i Sparkær og det med den længste historik. Sparkær IF arrangerer også Vinterløbet i januar og Mandeløbet i juni.
Fjendsløbet henvender sig til alle motionister, da der er både korte og lange ruter på henholdsvis 4,1 kilometer, 7,6 kilometer og 10,8 kilometer.
De to lange ruter er lidt kuperede, mens den korte er egnet til både barne- og klapvogne, hvis nogle skulle have lyst til at gå ruten.
Alle ruterne går gennem flot natur og med gode udfordringer for både motionister og eliteløbere.
Der er ingen tidtagning, da løbscomputeren er blevet skrottet, og løbsledelsen har vurderet, at det vil være for dyrt at benytte sig af en chip-løsning. Derfor er tilmeldingsgebyret stadig utroligt lavt og meget familievenligt.
Der er tilmelding og betaling enten på forhånd på www.fjendslobet.dk eller i klubhuset senest en halv time før løbsstart.
Med start og mål ved idrætsforeningens klubhus på Enrico Dalgas Vej, hvor der også er fine parkeringsforhold, omklædning, kiosk og grill, er der afgang klokken 19.
Apropos afgang, så kører det hele på skinner nu om dage i Sparkær, så det er også en mulighed at tage toget fra Viborg, Stoholm og Skive.
Man kan blive klogere på løbet på www.fjendslobet.dk eller på løbets facebook-side.
Sidste år stillede 136 deltagere til start i Fjendsløbet, og det er cirka det leje, løbet har fundet gennem de seneste udgaver.