Erhverv - Kunne det ikke være fedt at sælge og lease biler?
Det tog ikke længe for Armin Boskailo at svare på spørgsmålet fra sin bedste ven, Viktor Davidsen, da det blev stillet i sensommeren 2023.
Det var et klart ja. Derfra er det gået stærkt, og de første biler blev solgt inden jul, selv om deres nye firma, B&D Biler, først åbner officielt onsdag den 3. januar.
De to nu 22-årige mænd lærte hinanden at kende i 9. klasse, da Viktor gik i skole i hjembyen Højslev, mens Armin gik i skole i Brårup.
En overgang havde de begge fritidsjob i Dagli' Brugsen i Højslev, og senere kom de til at gå i parallelklasse på Skive Handelsskole. Efter handelsskoletiden, der sluttede i 2020, har de holdt kontakten ved lige.
I den periode har Armin Boskailo taget en uddannelse som finansbachelor, mens Viktor Davidsen har været to år ved Forsvaret og arbejdet et år som transportbetjent for Kriminalforsorgen.
- Jeg har altid gået rigtig meget op i biler, og jeg begyndte selv at lease biler som 18-årig for snart fem år siden. Min papfar har altid sagt: »Du skal sælge biler«, og selv om der var et leasingfirma på markedet i Skive, er der ingen, der tilbyder den slags leasing, vi gør, fortæller Viktor Davidsen.
Han har fået titel af salgsdirektør og leasingrådgiver i det nye firma.

Ideel kombination
Armin Boskailo er også leasingrådgiver og derudover B&D Bilers administrerende direktør.
- Det har altid været en drøm for mig at få lov til at styre alt det økonomiske i en virksomhed, og at jeg så samtidig får lov til at arbejde med biler er megafedt. Jeg kan rigtig godt lide biler, selv om jeg ikke har helt så meget forstand på dem som Viktor, siger han.
De to venner synes, at det er den ideelle kombination, at Armin har noget ekstra økonomisk ekspertise, mens Viktor har noget ekstra på salgsdelen. Samtidig lægger de vægt på at kunne så meget på den andens område, at de begge kan give kunderne den bedste service.
De pitchede med held deres idé for Viktors mor og papfar, Lissa og Glenn Højmose fra Dommerby, og Højmose Invest ApS gik derefter ind som investor sammen med to forretningsgiganter fra Aarhus, hvoraf den ene er gået ind i B&D Biler som firmaets advokat og bestyrelsesformand.
Sidstnævntes Porsche står i øjeblikket i B&D Bilers udstilling i Dommerby, men mest som blikfang.
Skaffer den ønskede bil
Det er ikke kun de dyre biler, makkerparret forhandler, og det er heller ikke sådan, at de vil have særligt mange biler udstillet.
- Vores hovedkompetence er, at vi finder lige præcis det, kunderne gerne vil have, i Tyskland på den tyske bilbase - eller nogle gange i Sverige - og skaffer det hjem. I princippet kan folk selv gøre det, men det kræver typisk tre dage selv at hente den, mens de får leveret til døren, hvis de bruger os, siger Viktor Davidsen.
Han pointerer, at det også er forbundet med visse risici for folk selv at ordne det, hvis der for eksempel er buler eller ridser i bilen, når de kommer derned, eller der mangler noget udstyr.
- Vi har en advokat i firmaet, som kigger købskontrakten igennem, før handlen går igennem, forsikrer Viktor Davidsen.
B&D Biler vil kunne det hele, hvad enten en kunde vil køre i elbil, benzinbil eller hybrid, og uanset om kunden vil købe eller lease bilen.
De vil også gerne opbygge en relation til deres kunder, blandt andet ved regelmæssigt at kontakte dem for at høre, om alt er, som det skal være.
- Leasingbranchen har ikke det bedste ry i Danmark. Leasing har bare den fordel, at det i mange tilfælde bedre kan svare sig at lease end at købe, fordi man så ikke skal betale hele afgiften. Vi vil gerne gå i dialog med kunderne om, hvad der er bedst, understreger Armin Boskailo.
- Mange leasingfirmaer har fine kontorer og mange medarbejdere. Vi er kun os to og behøver derfor ikke at tjene så meget per bil, som de gør, supplerer Viktor Davidsen.
Vil være troværdige
Viktor har stiftet bekendtskab med en række forskellige leasingselskaber af svingende kvalitet i de seneste fem år. Nogle gange var den leasede bil ikke engang i lovlig stand, da den blev udleveret.
Viktor og Armin vil prøve at gøre op med, at bilhandlere er nogle af dem, folk stoler mindst på.
- Vi føler også, at vi har fundet den helt rette finansieringspartner efter at have snakket med nogle stykker. For nogle handlede det bare om at tjene så mange penge som muligt. Vores partner går op i, at kunderne bliver stillet bedst muligt, og det passer meget bedre med vores etik, fremhæver Viktor Davidsen.
Det er også investorerne, som laver kreditvurderingen af kunderne, og som bærer det økonomiske ansvar, hvis en leasingkunde for eksempel skulle blive taget for vanvidskørsel, så bilen bliver konfiskeret.
Med til at udvikle Skive
B&D Biler har hjemme i industriområdet ved Dommerby i lokaler, som er ejet af Højmose Invest, og Armin Boskailo og Viktor Davidsen har end ikke overvejet at etablere sig i en større by.
- Det er megadejligt, at vi kan være hjemme i Skive og drive forretning i en by, der er i en kæmpe udvikling, og at vi også kan være med til at skabe udvikling i byen. Vi håber, at andre unge vil gøre det samme, hvis de kan se mulighederne i det, siger Viktor Davidsen.
De støtter også gerne det lokale forretningsliv i Skive i både stort og småt. De bruger således lokale mekanikere og synsmænd, og så har de kun sodavand fra Hancock i køleskabet.
Og hvis det kommer til at gå godt, vil de også gerne kunne tilbyde studerende i byen en elevplads som sælger.
- Mange unge søger ud af Skive, fordi der ikke er så mange muligheder her, men for dem, som interesserer sig for biler, tror vi, at det kunne være megafedt at få elevplads hos os, siger Armin Boskailo.
- Vi synes, at Skive mangler det her. Folk kører til Viborg og Silkeborg for at handle bil. Der er ikke nogen som os, der dækker Salling og Mors. Der er selvfølgelig de autoriserede bilforhandlere, men de tilbyder ikke det, vi gør. Vores drøm er, at de mange herfra, der leaser, fremover vil gøre det lokalt, siger Viktor Davidsen.
B&D Biler holder åbningsreception i lokalerne på Østergårdsvej i Dommerby søndag den 7. januar, og at dømme efter reaktionerne på den begivenhed, de har oprettet på Facebook, bliver det et velbesøgt arrangement.