Advarsel Badesæsonen er ikke engang kommet fra land, inden den første advarsel lyder.

Det er Viborg Kommune, der fraråder badning ved Hjarbæk Strand på baggrund af klassifikationen »ringe«, som var resultatet af den seneste kontrol af vandkvaliteten.

Kommunen vil også lave analyser af badevandet i perioden 1. juni til 31. august, hvor vandet kontrolleres for indhold af fækale colibakterier og enterokokker.

Den kontrollerer også løbende, om der er alger i vandet, men samtidig genopfrisker man nogle retningslinjer, så badegæster selv kan holde øje med vandet.

Man skal lade være med at bade i områder med mange alger. Algeforekomsten kan variere hurtigt afhængigt af vejrforholdene, så de kan pludseligt være der, også hurtigt efter der er taget prøver.

En tommelfingerregel siger også, at man skal kunne se sine fødder, når man står i vand til knæene.