Debat Den nye sundhedsreform kan blive et gode for borgerne, der bor i Fjends - måske særlig dem, der bor tættest på Skive.

Som lokalt regionsrådsmedlem arbejder jeg i regionen aktuelt med at tegne konturerne til den nye organisering af det nære sundhedsvæsen.

Vi er langt fra færdige og bliver det heller ikke før, der igen har været kommune- og regionsvalg.

Her går jeg efter 8 år - kun som regionsrådsmedlem - efter også at blive valgt til Viborg Byråd.

Væsentligste årsag til det er at medvirke til sammenhæng i sundhedsydelserne og at undgå, at borgere falder mellem 2 stole og give bedre tilbud.

Regionerne overtager ansvaret for en række af de nuværende kommunale opgaver.

Det gælder hele den akutte sygepleje, den patientrettede forebyggelse, omsorgspladser og specialiseret rehabilitering.

Det politiske ansvar kommer til at være i de kommende sundhedsråd. Lokalt i Midt med 2 byrådsmedlemmer fra Skive og Viborg, et medlem fra Skive samt 6 regionsrådsmedlemmer.

Mit klare mål er at blive et af disse sundhedsrådsmedlemmer.

Her ser jeg nye muligheder for borgerne i Fjends, hvis vi kan blive enige om det. Det håber jeg, vi kan.

I dag er det sådan, at når borgere skal på akutpladser, rehabiliteringspladser eller andre midlertidige ophold, så sker det naturligt i egen kommune.

Er der således ikke plads i nærområdet omkring Fjends, kan en borger med behov ende i Bjerringbro.

Fremover håber jeg, at kommunegrænserne kan udlignes lidt for disse borgere, der kommer på de fremtidige regionale tilbud.

I det tænkte eksempel kunne borgeren fra især Vestfjends jo lige så godt midlertidigt komme på en plads i Skive, hvis borgeren ønsker det.

Mit bidrag til den del af sundhedsreformen vil være større fleksibilitet og større lydhørhed overfor borgeren og de pårørende.

Hvor det giver mening for borgeren, skal vi ikke skele så meget til kommunegrænserne, når det drejer sig om at finde relevante tilbud.

NB: Dette område er kun en flig af sundhedsreformen. Jeg tror på, at den kan blive en gevinst for borgerne på mange områder. Det håber jeg på at få lov til at bidrage ind i efter valget.