Halloween Halloween er over os, og som om Stoholm ikke er uhyggelig nok i forvejen, når vintermørket falder på, binder byens handelsstandsforening fredag den 27. oktober an med ekstra gys og gru, når mange af dem holder længe åbent, og der bliver chok og horror for byens børn.

- Vi omdanner simpelthen torvet herovre til uhyggelig hygge, siger Kit Bach fra Stoholm Handelsstandsforening.

Som indehaver af Best by Henriette på hjørnet af Vestergade og Søndergade får hun selv den bedste udsigt til alle løjerne, der inkluderer både ansigtsmaling, græskarskæring og åben ild.

Spejderlederne Morten Sørensen og Mie Pedersen har som resten af Birkegruppen på Iglsøvej god erfaring med at håndtere bål, og det tager de med ind til torvet i Stoholm, så der kan laves både pandekager og snobrød med dej fra bageren. Foto: Henrik Bagge

Det er spejderne i Birkegruppen, som normalt holder til i et lille stykke skov på Iglsøvej uden for Stoholm, der vover sig ind til byen for at lave bål og traktere med pandekager, snobrød og måske en lille skumfidus.

Ansigtsmalingen er lagt i hænderne på branchens bedste, når Stoholm Tattoo og Regina Kristensen fra RK Wellness & Beauty trækker de uhyggeligste linjer, så forældre ikke kan kende deres børn og bedstemor næsten får skræmt livet af sig. Maler Ulstrup lægger make up til.

Stoholm Tattoo og kosmetolog Regina Kristensen vil sørge for den sygeste ansigtsmaling til halloween i Stoholm med produkter fra Maler Ulstrup. Arkivfoto: Tom Laursen
Stoholm Tattoo og kosmetolog Regina Kristensen vil sørge for den sygeste ansigtsmaling til halloween i Stoholm med produkter fra Maler Ulstrup. Arkivfoto: Tom Laursen

Rema 1000 har trillet 50 græskar hen på torvet, hvor børn og forældre selv må hjælpe hinanden med at tømme hovedet for ideer, mens de tømmer græskarhovedet for indhold.

- Nogle tager dem sikkert med hjem, og så kan resten få lov at stå og pynte herovre på torvet, siger Kit Bach.

Rema 1000 lægger græskar til, når børn, måske med hjælp fra voksne, selv skal udhule og skære en lygtemand eller -kone. Arkivfoto: Steen Don
Rema 1000 lægger græskar til, når børn, måske med hjælp fra voksne, selv skal udhule og skære en lygtemand eller -kone. Arkivfoto: Steen Don

Og så triller Stoholm Slagter den semi-legendariske pølsevogn hen på pladsen, hvor man blandt andet kan teste, om en gyselig, turkis pølse glider lige så godt ned som en rød pølse.

Niels Erik Bundgaard fra Houkjær Begravelse vil have kaffe på kanden, ligesom det er tilfældet for Stoholm Fodpleje og Wellness, og så holder både Best by Henriette, Kornblomsten, Butik Bente og HH Trælast & Byggecenter åbent helt til klokken 20 med uhyggeligt stærke tilbud.

- Det er for at lave lidt larm og vise, at vi faktisk godt kan stå sammen i den her by om at lave noget forskelligt sjov og ballade, siger Kit Bach.

Der bliver i dagens anledning stillet borde og bænke op på torvet, der bliver afspærret.