Event Fredag den 23. maj bliver der både røg, damp og hule drøn på Daugbjerg Stadion.
Byens foreningsliv inviterer nemlig til vaskeægte carboxing, hvor otte kørere dyster om at blive den bedste »smadremand« i gamle skrotbiler.
Otte gamle biler, der alle kører på det sidste, står således klar i bokseringen og venter på deres sidste rejse.
Det er Daugbjerg Borgerforening, der sammen med byens øvrige foreninger for første gang afholder carboxing, hvor otte kørere i en række heats dyster om at smadre modstanderens bil.
Det skal helst gøres så godt og grundigt, at modstanderens køretøj ender med at bukke under og ikke længere kan køre.
Carboxing
Carboxing
Følgende sponsorfirmaer deltager i Carboxing i Daugbjerg med hver sin kører:
- LECA Gris, Spøttrup
- Kjeldbjergvejens Auto, Kjeldbjerg
- JS Maskiner og Hydraulikservice, Vridsted
- Henrik Jakobsen, Stoholm
- C&M Maskincenter, Frederiks
- Fruedal Agro, Ravnstrup
- Staulund Maskinhandel, Karup
- Tømrermester Jan Hellerup, Stoholm
Kun få regler
Sikkerheden er selvfølgelig i orden, men derudover er der kun ganske få regler inde på banen.
De to kørere, som lykkes bedst med at få deres egne biler til at overleve, når frem til finalen, hvor der også venter gode præmier.
Ideen om at bringe carboxing til Daugbjerg blev fostret for mange år siden i byens foreningsliv og er næsten lige så gammel som de biler, det handler om.
- Det er lidt af en gammel drøm, der går i opfyldelse, siger formand for Daugbjerg Borgerforening Ann-Britt Vig Poulsen.
- Vi vil gerne være med til at skabe flere aktiviteter og samtidig promovere Daugbjerg udadtil. Vi befinder os jo i et område med mange traktortræk, og det her er på en måde også en gren af netop den form for underholdning.
Håbet er da også, at ikke kun de helt lokale, men også andre publikummer finder vej til stadion i Daugbjerg den 23. maj.
Tre festlige dage
Fredagens carboxing udgør en del af tre festlige dage i Daugbjerg.
Der lægges ud torsdag den 22. maj med Quinde Walk, en fælles vandretur for kvinder på Kalk Kaminoen, det hele rundes af lørdag den 24. maj med hyggedag på stadion for hele familien, og indimellem er der altså carboxing fredag.
Efter bilernes boksekamp er der lagt op til høj stemning og fest i teltet med DJ Henrik Bøgebjerg og yderligere lodtrækningspræmier.
Det er gratis for publikum at overvære løjerne, der foregår på en indhegnet bane og med speak i højttalerne.
Til gengæld håber arrangørerne at alle vil være flittige gæster ved salgsboderne med drikkevarer, grillpølser og den helstegte pattegris.