Kirke Søndag den 7. april 2024 blev en særlig dag i både Sparkær Kirke og Stoholm Kirke.
Da var der nemlig indsættelse af Margrethe Münster Berg, der per 1. april blev ansat som ny sognepræst i Sparkær-Gammelstrup Pastorat, og når man påtager sig det job, er det med bistand til Stoholm-Kobberup Pastorat.
Derfor var der indsættelse både det ene og det andet sted, så en travl søndag startede for Margrethe Münster Berg og hendes følge i Stoholm Kirke klokken ni med efterfølgende kirkekaffe.
Herefter gik turen til Sparkær Kirke med indsættelse klokken 14, hvorefter menighedsrådet bød på forfriskninger.
Der er for den nye præst lagt op til et tæt samarbejde med sognepræst i Stoholm-Kobberup Pastorat Anna-Christine Elming, der har bistand den anden vej til Sparkær-Gammelstrup Pastorat.