Velgørenhed Lions Fjends har i mange herrens år været en ren karleklub, men det fik en ende for et par år siden, da den første kvinde blev medlem af den velgørende organisation.
Siden er yderligere et par stykker kommet til, og fredag den 14. marts er det kommet så vidt, at Lions Fjends arrangerer en decideret »Pigeaften i Vestfjends« med gin- og vinsmagning og tapas til.
Det er nu ikke for at rekruttere nye medlemmer, at man lokker med spiritus og lækkerier, understreger Anny Dyring, der har været med i Lions Fjends i et par år.
- Det er mest for at gøre opmærksom på, at Lions altså også findes i Vestfjends, og det er ikke sådan, at folk skal frygte at blive headhunted den aften, siger Anny Dyring.
- Men det er også for at gøre opmærksom på, at der altså nu er kvinder med i Lions Fjends, der jo ellers altid har været en herreklub. Vi vil altid gerne have flere medlemmer, men det gælder både mænd og kvinder.
Der er ingen fælder
»Pigeaften i Vestfjends« er altså ikke et arrangement, hvor man risikerer at komme hjem med en underskrevet og bindende indmeldelsesblanket i bh'en, efter først at have fået godt med vin og gin indenbords.
Der vil sikkert være lidt orientering om, hvad Lions Fjends er for en størrelse, og helt i organisationens ånd vil et eventuelt overskud fra arrangementet også gå ubeskåret til velgørende formål.
Men ellers drejer det sig mest om at hygge sammen med andre kvinder, og de flydende smagsprøver er lagt i hænderne på Kit Bach fra best by Henriette i Stoholm, der netop er kendt for at have et yderst velassorteret udvalg af gin-varianter.
I erkendelse af, at arrangementet involverer promiller i blodet, har Lions Fjends' mandlige medlemmer lovet at stå for transporten både til og fra Vridsted Forsamlingshus efter nærmere aftale.
»Vi glæder os til at være sammen med dig og dine bekendte til pige-hygge-aften,« lyder det i indbydelsen, og den har foreløbig godt en snes stykker takket ja til, oplyser Anny Dyring.
Der er åbent for tilmelding indtil den 14. februar, og der følger fine lodtrækningspræmier med indgangsbilletten.
Lions Fjends
Lions Fjends
- Lions Fjends er en aktiv klub med p.t. 23 medlemmer, hvoraf tre er kvinder
- Den er en del af en international velgørenhedsorganisation med ca. 1,5 mio. medlemmer
- Via aktiviteter skaffes penge, der går ubeskåret til velgørende formål
- De tæller blandt andet julelotteri, salg af gødning, Mønsted Kro Marked og hjælp til Kalkmineløbet
- Pengene går primært til hjælp og gode formål i det lokale foreningsliv
- Medlemmerne samles til klubmøder en gang om måneden på Mønsted Kro
- Man kan læse mere om Lions Fjends på fjends.lions.dk og facebook