Spejderliv Sparkærs spejdere i Jens Langkniv Gruppen havde torsdag til lørdag i kristi himmelfartsferien inviteret resten af De Gule Spejdere i Danmark på leg og fællesskab ved Birkesølejren.

Temaet var en god, gammeldags omgang »cowboy og indianere«, og som altid slog de i Sparkær de helt store brød op.

Den til lejligheden etablerede lejr med tipier, som spejderne boede i, byggede på historien om den store høvding, Tonkawa, der så sine børnebørn blive bortført af en flok gustne cowboys, som krævede guld for at aflevere dem tilbage.

En modig mission blev sat i gang, og med stor vilje lykkedes det stifinderne at bringe dem tilbage i en dramatisk fortælling med intense konkurrencer, hvor samarbejde, mod og færdigheder blev sat på prøve.

Det varslede ilde, da lyden af gadagung begyndte at sprede sig i området omkring Birkesølejren.
Det varslede ilde, da lyden af gadagung begyndte at sprede sig i området omkring Birkesølejren. Foto: Jacob Mackenhauer

Slag på heden

Ud over det spændende tema, der også bød på bueskydning og guldgravning, arbejdede de 75 spejdere i alderen 10-13 år også med klassiske færdigheder som at bygge lejrplads og lave mad over bål.

Også indianere excellerer i spejdernes velkendte hilsen og kampråbet »tjikkerlikker, tjikkerlikker, tjauv, tjauv, tjauv«.
Også indianere excellerer i spejdernes velkendte hilsen og kampråbet »tjikkerlikker, tjikkerlikker, tjauv, tjauv, tjauv«. Foto: Jacob Mackenhauer

Der blev således både bagt brød og kogt mad over gløderne, men samtidig red cowboys rundt på heste i Birkesø-området, og de unge spejdere skævede skeptisk til dem med nervøse smil, som fornemmede de, at den fredelige idyl måske snart ville blive brudt.

Det blev den fredag aften, da lejren kulminerede i et dramatisk slag på heden, hvor det efter en hård kamp lykkedes de modige stifindere at redde Tonkawas børnebørn og samtidig tage de onde cowboys til fange.

Tre dages lejr hen over kristi himmelfartsferien kulminerede med et drabeligt slag på heden nord for Stoholm fredag aften, da høvding Tonkawas stamme formåede at befri hans børnebørn fra de onde cowboys.
Tre dages lejr hen over kristi himmelfartsferien kulminerede med et drabeligt slag på heden nord for Stoholm fredag aften, da høvding Tonkawas stamme formåede at befri hans børnebørn fra de onde cowboys. Foto: Jacob Mackenhauer

De blev først klynget op ad en totempæl, men siden forbarmede stifinderne sig over dem, så de i flammernes skær kunne stikke af med halen mellem benene.

På pletten var som altid hobbyfotograf Jacob Mackenhauer, Sparkær, der gik helt tæt på begivenhederne for at fange den gode stemning, fællesskabet og det engagement, der blev lagt for dagen i Birkesølejren.

Jens Langkniv Gruppen havde ikke overladt noget til tilfældighederne, da de inviterede resten af Danmarks gule spejdere på indianerlejr ved Birkesø.
Jens Langkniv Gruppen havde ikke overladt noget til tilfældighederne, da de inviterede resten af Danmarks gule spejdere på indianerlejr ved Birkesø. Foto: Jacob Mackenhauer