Erhverv Den 1. december 1994 blev Jens Dalsgaard, Iglsø, selvstændigt erhvervsdrivende.
Da overtog han tøjlerne hos entreprenørfirmaet Ernst Laursen i Iglsø, hvor han i forvejen havde været ansat i ni år som maskinfører.
Dermed kan han søndag den 1. december 2024 fejre de første 30 år med Jens Dalsgaard A/S, men det er han ikke ene om.
Ved hans side hele vejen har nemlig været Jan Sørensen, der ikke alene har været ansat som maskinfører hos Jens Dalsgaard i samfulde 30 år, men sågar også var kollega med ham i de år, der gik forud hos Ernst Laursen.
Dermed har de to jubilarer tilbragt det meste af voksenlivet i hinandens selskab, og jubilæet markeres på dagen, hvor Jens Dalsgaard har inviteret hele firmaet med på Flammen.
Mange timer, mindre stress
Jens Dalsgaard A/S tæller i dag fem ansatte, men det tal har før været højere.
Vognmandskørsel med en stor flåde af containere har nemlig også været en del af firmaet undervejs.
Det blev det, da Jens Dalsgaard i 2005 overtog Vridsted Vognmandsforretning, men i starten af 2021 blev den del afhændet til Rønbjerg Transport i Kjeldbjerg, der overtog i alt fem biler inklusive medarbejdere samt godt 60 containere, et par kraner og tre anhængere fra Jens Dalsgaards forretning i Iglsø.
Dengang øjnede den nu 63-årige Jens Dalsgaard muligheden for at geare lidt ned og få mere tid til entreprenørforretningen, men det er nu ikke, fordi han siden er nået ned på en almindelig arbejdsuge, konstaterer han her kort før sit jubilæum.
- Men der var meget at tage sig af og tilrettelægge som vognmand, så selv om jeg stadigvæk har mange timer, så er det ikke nær så stressende som før, siger Jens Dalsgaard.
Har ansat sin gamle mester
Med fem mand plus direktøren for det hele beskæftiger Jens Dalsgaard A/S sig i dag med alt fra byggemodning og gravearbejde til kloakseparering og kloakering for private.
Lige nu er alle mand beskæftiget med at grave for vandværket i Skolegade i Stoholm.
Og så har man også efterhånden 500 adresser i Stoholm, der skal have fortovet ryddet for sne, når vi rammer de perioder, herunder byens større pladser.
Jens Dalsgaard forestiller sig ikke, at han har 30 år mere i sig, men han har heller ingen aktuelle planer om at stoppe eller sælge, endsige drosle ned på sit arbejdsliv.
Og hvis han skulle mangle lidt inspiration til, hvordan man holder sig i gang længe, behøver han ikke kigge langt.
I firmaet har han nemlig sin tidligere arbejdsgiver, som han købte forretningen af, ansat på en løs basis, så den nu 77-årige Ernst Laursen hjælper til, når der er brug for det, og lige nu er det på fuld tid.
- Han er dygtig og kan stadigvæk godt lide at sidde på en maskine, så det skal han have lov til, siger Jens Dalsgaard.