Vandsport For nøjagtig 30 år siden startede en lille flok kajak-entusiaster aktiviteter i en ny kajakklub, og det kunne man i den forgangne weekend fejre med nu 80 medlemmer.

Klubben blev officielt stiftet ved en generalforsamling på Hjarbæk Kro den 17. maj 1995.

Det blev under små kår med lejede kajakker og uden fast tilholdssted, men med udgangspunkt fra Hjarbæk fik klubben også navnet Hjarbæk Havkajak Klub.

Efter et par år flyttede klubben ind i en container et par kilometer fra Hjarbæk ved den daværende Tårupgård Ungdomsskole.

Forholdene blev dog hurtigt for trange og problematiske, så der blev bygget nyt klubhus for enden af Fjordvej ved Knudby direkte ned til Hjarbæk Fjord, og her holder klubben til den dag i dag.

Derfor vil nogen måske synes, at klubbens navn er lidt misvisende, da udgangspunktet for klubbens aktiviteter nu ikke længere er Hjarbæk.

- Men man omdøber jo ikke barnet, bare fordi det flytter, lyder det rimelige ræsonnement fra klubmand Jørgen Jensen.

Ingen el og varme

I forhold til andre idrætsklubbers tilholdssteder er der tale om lidt primitive forhold for kajakklubben.

Klubhuset er hverken udstyret med el eller varme, men som mange af de 80 aktive medlemmer siger, er det jo på vandet og ikke i klubhuset, de gerne vil være.

Gennem sæsonen planlægges en række ture. Det kan være éndagsture, ture over tre-fire dage til den norske eller svenske skærgård med overnatning i telt eller længere ture til for eksempel Kroatien - alt sammen med kajakken som tro følgesvend.

En del af medlemmerne ror også i vinterperioden, medmindre isen forhindrer det, og dertil kommer aktiviteter som foredrag, pagaj-snitning og GPS- og kompaskurser.

Da klubben for fem år siden kunne fejre 25-års fødselsdag, blev fejringen aflyst i sidste øjeblik på grund af corona.

Derfor var det også med ekstra gejst, at 30-årsdagen i den forgangne weekend blev fejret med kajaktur fra Knudby til Hjarbæk og en række konkurrencer undervejs.

Turen endte på stranden neden for Hjarbæk Fjord Camping, hvor mange af klubbens medlemmer holdt fest om aftenen, inden turen dagen efter gik retur i kajakkerne mod Knudby.

Hjarbæk Havkajak Klub kan med sine 30 år på bagen faktisk bryste sig af at være Danmarks ældste rene havkajakklub.

Det var et festligt skue, da medlemmer af Hjarbæk Havkajak Klub vendte kajakken mod Hjarbæk fra klubhuset i Knudby. Privatfoto
Det var et festligt skue, da medlemmer af Hjarbæk Havkajak Klub vendte kajakken mod Hjarbæk fra klubhuset i Knudby. Privatfoto