Jobnyt Når Stig Isaksen fra den 1. februar 2025 sætter sig i direktørstolen for Teknik & Miljø i Viborg Kommune, er det en direktør med stor ledelseserfaring og indgående kendskab til området, der træder ind i direktionen.
De seneste fire år har Stig Isaksen været direktør for Teknik & Miljø i Køge Kommune, og inden da var han blandt andet direktør for Kultur, Miljø & Erhverv i Aabenraa Kommune.
Borgmester i Viborg Kommune Ulrik Wilbek (V) er ikke i tvivl om, at det er den rigtige kandidat, der er valgt til direktørposten.
Ifølge borgmesteren får Stig Isaksen en nøglerolle i samarbejdet med erhvervslivet og øvrige samarbejdspartnere i forbindelse med for eksempel opførelse af det statslige fængsel, ny motorvej, udviklingen af AU-Viborg i Foulum, projekter med vedvarende energi og meget mere.
- Jeg ser frem til et godt samarbejde og er overbevist om, at hans store erfaring og indsigt bliver en stor gevinst, både når der skal findes løsninger, og når der skal udvikles på området, siger Ulrik Wilbek.
Stig Isaksen selv ser også frem til at begynde sit nye job i Viborg Kommune, som han betegner som spændende både på grund af den geografiske størrelse og de mange store projekter, Viborg er involveret i.
- Jeg sætter stor pris på et aktivt samarbejde med politikere, borgere, brugere og erhvervs- og foreningsliv, og det, er jeg sikker på, at de mange projekter giver anledning til. Jeg ser frem til at begynde det næste kapitel af mit arbejdsliv i Viborg Kommune, siger den kommende direktør.
Stig Isaksen er opvokset i Kolding og uddannet jurist fra Københavns Universitet. Privat er han gift med Anette og far til fire udeboende børn. Sammen med sin hustru er han i fuld gang med at rykke teltpælene op i Køge og vende hjem til Jylland.
Stig Isaksen afløser Hans Jørn Laursen, der efter otte år på posten har valgt at prioritere sit arbejdsliv på en ny måde, så han får mere tid til familie og andre interesser.