Banko Tirsdag den 7. november afvikler Fly Borgerforening det traditionelle juleandespil, og der er bestemt noget i vente for dem, der deltager.
Det er det største andespil, der til dato har været afholdt, lyder det på forhånd fra Bjarne Andersen.
I ni af spillene er der således mulighed for dobbelt op på herlighederne, da man ikke alene kan vinde en and til mortensaften tre dage senere, men samtidig også kan vinde en and til juleaften. På det samme banko.
Og som om, det ikke var vildt nok, følger der minsandten også en god rødvin med.
Men i det hele taget bliver der rigeligt at spille om, når velvillige sponsorer har spyttet i puljen med både hamburgerryg, købmandskurve og gavekort foruden et væld af andre store og små præmier.