Politi Lokalpolitiet og fagpersoner har nedsat et særligt råd for helt aktuelt at styrke det kriminalpræventive arbejde om unge i Viborg Kommune, som bygger oven på den almindelige bekæmpelse af kriminalitet.

- Med det, vi lige nu oplever blandt unge i kommunen, har vi brug for et skærpet blik, og derfor hilser jeg det nye, tættere samarbejde med lokalpolitiet velkommen, siger borgmester Ulrik Wilbek (V).

- Vores fremskudte medarbejdere ser desværre tegn på, at kriminelle typer forsøger at få et netværk op at stå blandt helt unge i Viborg. Det vil vi ikke acceptere, og vi vil arbejde aktivt imod, at det kommer til at ske.

Opgaven for det nye samarbejdsråd er derfor at følge udviklingen tæt og komme med konkrete forslag til forebyggende og tryghedsskabende tiltag for kommunens børn og unge.

Også lokalpolitiet i Viborg-Skive har et skærpet fokus på udviklingen blandt Viborgs ungdom, og samarbejdsrådet består af såvel ledere som gademedarbejdere fra kommune og lokalpolitiet, som kan suppleres med fagmedarbejdere efter behov.