Landdistrikter VibLand (Viborg Landsbysammenslutning) fattes bestyrelsesmedlemmer, fremgår det af et opslag på organisationens facebookside fra formand Susanne Kraft under overskriften »Et jobopslag af de sjældnere«.
Tre bestyrelsesmedlemmer har nemlig bebudet deres afgang til generalforsamlingen i Sparkær den 30. september, og yderligere to kan komme i tidsmæssig bekneb alt efter udfaldet af efterårets kommunalvalg, da de også er politisk engagerede.
Det er nu ikke, fordi Susanne Kraft frygter, at man ikke får bestyrelsen fyldt op. Hun vil bare gerne være på forkant med situationen, da nye bestyrelsesmedlemmer ofte rekrutteres via personligt netværk.
Fjends skal på banen
Appellen går særligt ud til Viborg Kommunes vestlige og sydlige opland.
Man har nemlig p.t. en overvægt af bestyrelsesmedlemmer fra den nordøstlige del af kommunen, og man ønsker i interesseorganisationen at være så bredt repræsenteret som muligt.
En bestyrelsespost vil være for to år, mens en suppleantpost vil være for ét år.
VibLand, der efterhånden har 10 år på bagen, har som formål at bidrage til udvikling, trivsel og sammenhold i landsbysamfundene ved at være bindeled og aktiv samarbejdspartner i forhold til lignende organisationer, byråd, regionsråd og relevante forvaltninger.
Er man interesseret eller nysgerrig, kan man henvende sig på [email protected].