Oplysning En ny hjemmeside skal hjælpe forældre og fagfolk i Viborg Kommune med at få flere børn og unge til at kvitte de farlige nikotinprodukter.

Unge helt ned til 4. klasse bruger og bliver afhængige af snus, nikotinposer, puff bars og e-cigaretter. Antallet stiger, og det rammer bredt.

En besked er derfor tikket ind på Aula til forældre som en del af en ny, stor kampagne, der skal gøre børn og unge nikotinfri.

Kernen i kampagnen er hjemmesiden nikotinfriung.dk, hvor forældre og fagfolk kan hente konkret viden og hjælp, så man sammen kan hjælpe de unge, der er fanget af nikotinen.

- Det vigtigste er, at de unge ikke står alene. Med nikotinfriung.dk kan forældre og fagpersoner blive bedre rustet til at se faresignalerne, tage snakken og støtte de unge på vej mod et liv uden nikotin, siger sundheds- og forebyggelseskonsulent Bettina Belmann Mirasola.

Kampagnen vil også blive ført på plakater, sociale medier, infoskærme og animationsfilm og er lavet i et samarbejde mellem Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner, der alle oplever det stigende nikotinforbrug.

Sidste år fik de tre kommuner 7,5 millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen og alle pengene er øremærket til en intensiveret indsats for ryge- og nikotinstop hos børn og unge.