Livsstil De kommer her for at finde inspiration, finde ro til at fordybe sig eller finde tid til at færdiggøre deres arbejdsprojekter.
Forfattere, journalister, kunstnere, musikere, teaterfolk, erhvervsfolk, præster, forskere og studerende.
Alle har de bag Ørslev Klosters tykke mure fundet et uforstyrret refugium, hvor de kunne sætte i gang eller runde af, hvad de hver især har arbejdet på, men gennem et par år har det ikke været en mulighed.

I et projekt, der har fået tilført 61 millioner kroner i fondsmidler, har stedet nemlig siden februar 2021 undergået en omfattende restaurering, der bringer Ørslev Kloster i Nordfjends op i Superligaen og gør det endnu mere attraktivt at slå sig ned i det populære arbejdsrefugium i alt fra et par døgn til et par måneder.
Projektet er endnu ikke til ende, det bliver det først til efteråret, men siden den 1. maj, da refugiet delvist genåbnede, er hardcore brugere af Ørslev Kloster Arbejdsrefugium lige så stille begyndt at sive tilbage til det sted, de finder allermest frugtbart for deres kreative udfoldelser af den ene eller anden art.

Og det på trods af byggerod og -larm, som stadig er en del af dagens orden, mens projektet meter for meter, værelse for værelse og detalje for detalje nærmer sig sit punktum.
På en ellers stille dag, hvor håndværkerne holder fri, forstyrres roen i stedet af en journalist og en fotograf, der er blevet lovet en guidet rundvisning af Janne Fruergaard Keyes, der sammen med gemalen, Garry Keyes, har været forvaltere på Ørslev Kloster gennem 20 år.

Og de første anmeldelser af det nye Ørslev Kloster er begyndt at tikke ind fra tilbagevendte gæster, der også har oplevet det gamle Ørslev Kloster.
- De er heldigvis gode. Faktisk siger de, når de træder ind i et rum, at det er, som det plejer. De bemærker ikke, at der er kommet en ny fodliste. De er bare glade for, at rummet har bevaret sine dimensioner og den samme stemning, som de tidligere har oplevet, og det var det, vi havde håbet. De siger, at der blot er kommet mere af den gode atmosfære. Så alt det grimme er gået væk, og alt det gode er bare blevet forstærket, siger Janne Fruergaard Keyes.

Liv spirer frem igen
Mest liv er der lige nu i Ørslev Klosters gamle portnerbolig, der med sin placering ved indgangen til klostergården og kirken er blevet først færdigrenoveret og klar til ibrugtagning.
Den er fra 1700-tallet og fungerer så at sige som et privat refugium i arbejdsrefugiet, hvor mindre grupper kan nyde godt af klosterets særlige atmosfære og omgivelser, samtidig med at de har mulighed for at arbejde uforstyrret i eget hus.
Den har 12 værelser med plads til i alt 17 gæster, et lydtæt øvelokale med flygel og store fællesrum med rig mulighed for at arbejde og spise sammen.

Men liv er der også ved at være i de 10 værelser i Ørslev Klosters hovedbygning, ud over det liv som et væld af håndværkere har bragt gennem nu to år.
- Vi er lige nu i en mellemperiode, hvor vi er lidt i gang, men ikke så meget, som vi har været. Men meget er færdigt, så de mest standhaftige gæster er lige så stille begyndt at drysse ind igen og bor her midt i byggeriet, siger Janne Fruergaard Keyes.

Ørslev Kloster er ikke et feriested og kan heller ikke bruges til restitution eller lignende, men er helt eksklusivt et arbejdsrefugium. Der er mange gengangere blandt de logerende, men der kommer også hele tiden nye til.
- Og det er altid på anbefaling, at de kommer, så vi har aldrig haft brug for at annoncere, siger Janne Fruergaard Keyes.
Også en række fællesarealer er man i mål med, heraf mest kritisk selvfølgelig køkken- og badefaciliteter.
Tilbage udestår det sidste arbejde på nogle store stuer og kontorfaciliteter samt, mest omfattende, det arbejde, der skal gøre hele kælderetagen anvendelig for første gang i umindelige tider.

Stemmer fra fortiden
Med gæster retur og håndværkere i gang er der til stadighed masser af liv i Ørslev Kloster, men undervejs i det omfattende arbejde er der også dukket livstegn op fra fortiden.
Med så omsiggribende en renovering af så gamle bygninger forventer man nok at møde overraskelser undervejs, men måske ikke i så rigt mål, som det er sket her i de 800 år gamle bygninger.
- Der er dukket en række spændende, historiske spor op som et kalkmaleri fra 1300-tallet med tilhørende tekst på latin og noget kodeskrift, som frimurerne brugte, og der er faktisk blevet meget mere at fortælle om. Så vi er nok i gang med at omskrive store dele af klosterets historie i forlængelse af denne restaurering, og det er ret vildt, siger Janne Fruergaard Keyes.

De små, nye kapitler, der hele tiden føjes til fortællingen om Ørslev Kloster, omfatter også en række 300 år gamle loftsmalerier, som af dygtige konservatorer har fået blotlagt helt nye motiver og fortællinger.
Det er i vidt omfang Garry Keyes selv, der har stået for at rive vægge ned og brække gulve op, men det er sket med nænsom hånd for at se, hvad der gemte sig under de yderste lag.

Dertil har forvalterne begge en arkæologisk baggrund og har som sådan løbende kunnet registrere, hvad der er kommet frem.
- Det har været en stor fordel, for ellers havde der formentlig været meget, vi ikke havde opdaget. Til større ting, som når vi skulle grave nede i kælderen, har vi haft en museumsansat med, men hvis der bare skulle bores et hul i en væg, har det været rart, at vi lige selv kunne kigge efter og sige »stop en halv«, siger Janne Fruergaard Keyes.

Kompetente håndværkere
Der har undervejs været godt en snes håndværkere i sving ad gangen, og de har med Ginnerup i Skive som hovedentreprenør overvejende været lokale, om så det har drejet sig om VVS, strøm, maler-, murer- eller tømrerarbejde.
- Heldigvis blev det lokalt. Det er dejligt at vide, synes jeg, når man får så mange penge, at de strømmer videre ud i lokalsamfundet, siger Janne Fruergaard Keyes.
Hun har diskret noteret sig, at gennemsnitsalderen på håndværkerne har været ret høj, så der har været tale om erfarne folk, der virkelig kan deres kram og er stolte af det.

Hun har endda en anelse om, at nogle af dem måske ligefrem har bedt om at få lov at være med på det specielle og historiske projekt.
- Vi har i hvert fald haft en maler på, der allerede var gået på pension. Han har rundet de 70, men han kunne da godt lige tage den her opgave med også. Så ham fejrede vi for nylig, da malerarbejdet var ovre. Så kunne han godt gå på pension, griner Janne Fruergaard Keyes.

Hun har i det hele taget gjort et nummer ud af at holde hånd i hanke med, hvem der er kommet ind og ud ad døren.
En stor planche i hendes kontor indeholder således et fotografi af alle, der har bidraget undervejs, og den tæller altså godt 80 hoveder inklusive arkitekter og konservatorer, der alle har deres navne og fødselsdage noteret på bagsiden, så der med jævne mellemrum har været nogen at fejre.

Forblev tro mod projektet
Restaureringen af Ørslev Kloster var oprindeligt budgetteret til 37 millioner kroner, men som ekstra skader er kommet til, er også ekstra fondsmidler strømmet til, så man nu står med et projekt til 61 millioner kroner.
- Vi har ikke kunnet bruge mere, end vi har fået ind fra fondene, så på den måde har det været et meget elastisk projekt, der løbende er blevet både større og mindre undervejs. Men nu kan vi se, at vi kommer i mål med det, vi gerne ville, så projektet er intakt. Og det er faktisk helt vildt, siger Janne Fruergaard Keyes.

Hun pointerer, at alle fonde, der allerede havde givet én gang, faktisk har været inde at give én gang til i ønsket om at forblive tro mod projektet.
Med andre ord er det altså de samme fonde, som satte skibet i søen, der nu sørger for, at det også kommer sikkert i havn.
Fonde
Fonde
Følgende fonde og offentlige instanser er del af den samlede donation på 61 mio. kr. til restaureringen af Ørslev Kloster.
- A.P. Møller og hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal
- Foreningen Realdania
- Spar Vest Fonden
- Augustinus Fonden
- Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
- Slots- og Kulturstyrelsen
- GBHF-Fonden
- Skive Kommune
- Sportgoodsfonden
Kilde: Ørslev Kloster
Og det er Janne Fruergaard Keyes taknemmelig for, selv om forvalterparret aldrig har haft så travlt som lige nu, hvor slutspurten er sat ind for at nå i mål til den officielle indvielse i september, om alt går vel.
- Vi er mildest talt ved at segne, men nu kan vi se til ende på det, og vi glæder os til at være færdige. Næste år har her været refugie i 55 år, og der er næsten altid fuld belægning, så der er brug for det.
